Landsmøde på Gram Slot

Foto: Frederik Kehlet

Som noget nyt i år, er landsmødet planlagt af otte frivillige spejdere – Steffen Østerby Muldbjerg, Anna Hviid, Jesper Oehlenschläger, Frederik Hessellund, Sandra Trampedach Junget, Anne Kathrine Østerby Muldbjerg, Finn Dybbøl og Daniel Nakskov – de udgør patruljen. Patruljen blev nedsat lige før sommerferien 2017. I september 2017 begyndte deres arbejde for alvor med at planlægge årets landsmøde.

Noget andet nyt i år er, at landsmødet startede fredag aften i stedet for lørdag formiddag. Landsmødepatruljen vil gerne bløde stemningen op og gøre plads til fællesskabet. Det gøres blandt andet, ved at starte fredag aften med en intro til, hvad landsmødet går ud på, så førstegangsdeltageren kan få en god velkomst og intro til weekenden.

Nogen sover i år i telt, andre på Gram skole, mens nogle har valgt at finde et helt tredje måde at overnatte på. Den beslutning blev blandt andet taget for at holde udgifterne nede, men også fordi der har været et ønske om at komme tilbage til spejderlivet, selvom det er landsmøde.

Landsmødepatruljen havde et mål om at have 500 deltagere i år. Det er vi desværre ikke helt, men ca. 450 deltagere er samlet på Gram Slot. Landsmødepatruljen er alligevel godt tilfredse, da vi er godt 100 deltagere mere end ved sidste landsmøde i 2016.

KFUM-Spejderne har et godt samarbejde med Gram Slot blandt andet gennem Landstræf, så derfor var det et naturligt valg at placere landsmødet her.

I år er landsmødet også rykket fra maj til september. Det er gjort for at undgå at den nye hovedbestyrelse rammer ind i sommerferie og helligdage, og derfor en lang pause inden hovedbestyrelsen kan komme i gang med deres arbejde.