
Når du er medlem af KFUM-spejdernes hovedbestyrelse, får du en central rolle i at forme organisationens retning og strategiske mål. Du kommer helt tæt på, og i samarbejde med de andre bestyrelsesmedlemmer og ledelsen sikrer I, at korpsets værdier og visioner bliver realiseret gennem konkrete initiativer og projekter.
Ifølge vedtægterne for KFUM-Spejderne i Danmark §34 stk. 9 kan ethvert medlem over 15 år samt forældre/værger til medlemmer under 15 år stille op til hovedbestyrelsen.
Grundig overvejelse
Selvom der ikke er lang tid til landsmødet den 11.-13. september, er det vigtigt, at du tager lidt tid til at mærke godt efter, om det er noget for dig. Tag en snak med din partner, dine nære venner og spejderkammerater, og mærk efter i maven, om du har tid og lyst til at lægge arbejdet i hovedbestyrelsen.
Hvis du har spørgsmål til arbejdet i hovedbestyrelsen, kan du kontakte forperson Tobias Wermuth Simonsen på tobias@kfumspejderne.dk.
Skaf stillere og indsend kandidattilsagn
Når du har besluttet dig om at blive kandidat til hovedbestyrelsen, er næste skridt at indsende et kandidattilsagn og indsamle opstillinger fra grupper/distrikter, der tilsammen råder over mindst tre landsmødestemmer. De skal nemlig underskrive opstillingssedlen.
Ved Landsmødet 2026 vil denne proces foregå elektronisk via Medlemsservice. Kandidattilsagn og opstillinger sender du via Medlemsservice. Har du ikke mulighed for at stille op digitalt, så kontakt korpskontoret på info@kfumspejderne.dk.
Præsenter dig
Når du officielt er opstillet og godkendt af korpskontoret, skal du præsenteres for resten af korpset inden landsmødet. Tryk derfor ind på spørgeskemaet og nævn:
- To faglige kompetencer, du har, som du mener kan bidrage positivt til arbejdet med og prioriteringen i forhold til KFUM-Spejdernes nuværende strategi.
- To personlige kompetencer, som du mener gør dig relevant til at bidrage i hovedbestyrelsen.
- To ting, som er vigtige for landsmødet at vide om dig som kandidat.