400 spejdere fra hele landet har tjekket ind på Houens Odde Spejdercenter for at deltage i KFUM-spejdernes landsmøde. Landsmødet blev officielt åbnet af forperson Tobias Simonsen og næstforperson Dorthe Mølvig klokken 20.30.
Efter åbningen var der mulighed for at deltage i forskellige debatcaféer, hvor temaerne var henholdsvis Formålsdebat, Intro til landsmøde, Gilwell-gensyn foruden Markedsplads. Sidstnævnte præsenterer forskellige projekter, udvalg og meget mere.
Vigtig afstemning venter lørdag
Lørdag formiddag går selve generalforsamlingen i gang med konstituering, beretning, debatter og afstemninger. Lørdag skal der fx stemmes om forslaget til nyt formål og ny arbejdsform og søndag venter flere andre afstemninger samt valg til hovedbestyrelsen.